Det er ikke kærlighed ved første blik, da århusianske Trine Kjær møder københavner-dj’en Nicholas Kawamura på en bytur tilbage i 2013. I dag, 10 år senere, er parret netop blevet forældre for tredje gang og her fortæller Trine om tre vidt forskellige kejsersnit, om den ultimative parforholds IKEA-test og om endelig at være moden nok til mødregruppe
Da Trine Kjær venter sit andet barn, Robin, tilbage i 2020, er hun sikker på, at det ikke er sidste gang, hun er gravid.
“Jeg forestillede mig, vi ville få en copy paste af Roberta, vores første barn, som var en meget nem baby. Men det første år af Robins liv var en stor sløring af gråd, kolik og sygdom. Så der var en periode, hvor vi ikke tænkte, vi skulle have flere børn.”
Alligevel går der ikke lang tid før, at et glas vin sammen med hendes mand, Nicholas, igen kan få snakken om en 3’er på tale. Derfor sælger Trine ikke ud af babyting, og kælderen bliver opbevaringsrum og det billedlige bevis på, at familien skal udvides en dag.
“Vi vidste, det skulle ske igen, men vi forestillede os, at der skulle gå længere tid, fordi vi følte, det ville være godt for Robin at have nogle år, hvor han var i fokus.”
Men i efteråret 2022 står Trine med en uventet positiv graviditetstest.
“I cyklussen før jeg blev gravid, havde jeg taget adskillige graviditetstest, fordi min menstruation ikke kom. Den endte med at være 10 dage forsinket. Da min cyklus så igen var forsinket måneden efter, troede jeg, at min krop var helt ude af balance, og jeg bestilte en tid hos min læge. Hun bad mig tage en test for en sikkerheds skyld, og så var den positiv. Jeg var i chok.