“Jeg bliver nærmest irriteret over produkter, der ikke gør noget godt”

“Jeg bliver nærmest irriteret over produkter, der ikke gør noget godt”

Liv Winther om at fylde 50, skære alkohol og kaffe fra – og om de rutiner, der har ændret hendes krop og sind.

Du er lige fyldt 50 år, hvad er dit forhold til alder?
“Jeg har aldrig rigtig følt mig som min alder. Gennem alle mine årtier har jeg følt mig yngre og lidt som en late bloomer, samtidig med, at jeg har været meget taknemmelig for det, jeg har opnået i mit liv. At runde 50 har dog været en anderledes overgang. Der sker nogle hormonelle forandringer, som er meget alderssvarende, og det har været intenst. På mange måder har jeg været nødt til at se mig selv med nye øjne, både fordi kroppen føles anderledes, men også fordi aldringen pludselig går hurtigere. Heldigvis har det ikke kunnet slå min taknemmelighed ud.”

Hvilke ritualer er helt uundværlige i din hverdag?
“Mine åndedrætsøvelser er helt essentielle. Jeg har mediteret og arbejdet med vejrtrækning i 20 minutter hver dag de sidste fem år, guidet af Jakob Lund fra Breathe SMART. Igennem arbejdet med åndedrættet har jeg mødt følelser, jeg har undertrykt i mange år. Jeg har ADHD og et meget aktivt nervesystem, så det var virkelig hårdt i starten at skulle sidde stille og mærke uroen uden at handle på den. Det var en stor øjenåbner. Jeg troede, meditation handlede om ro, men det handler i virkeligheden om at turde mærke, hvordan man har det. Derfra kan roen begynde at indfinde sig. De første uger var svære, men i dag er jeg både lykkelig og stolt over, at jeg har holdt ved og over, hvor meget det har reduceret mit stressniveau.”

Hvordan har din træning ændret sig med alderen?
“Jeg kom sent i gang med at træne - jeg var nok omkring 38-39 år, før jeg begyndte at løbe og træne systematisk. Før det lavede jeg primært yoga, som stadig er min favorit. I dag har jeg mere fokus på styrketræning, fordi jeg gerne vil bevare min muskelmasse. Jeg træner med en personlig træner én gang om ugen, som forstår mig og formår at presse mig. Det føles som en vigtig investering i min krop.”

Du drikker ikke alkohol, hvad har det valg betydet for dig?
“Jeg drikker alkohol meget sjældent, 2-3 gange om året, når jeg virkelig har lyst, og når det giver mening. Det har været en stor lettelse at kunne sige nej tak uden at føle, jeg går glip af noget. Jeg elsker stadig at være social og gå ud med mine veninder, men jeg har ikke behov for alkoholen. Den gør mig urolig, især dagen efter, og jeg er generelt ret sensitiv overfor den. Det samme gælder kaffe, som jeg også har skåret ud. Kaffe giver mig en indre uro, som jeg slet ikke har brug for.”

Hvilke kosttilskud og vitaminer tager du?
“Jeg tager B-vitamin, magnesium, D-vitamin og collagen – alt fra Puori. Det er især på grund af deres founder, Oliver, som jeg har stor respekt for, og deres Clean Label Project-certificering, som giver mig tryghed omkring kvaliteten. Jeg tager B-vitaminer og magnesium, fordi de støtter min hormonbalance, mit nervesystem og mit energiniveau. Det hjælper mig med at håndtere stress bedre, giver en mere stabil energi i løbet af dagen og understøtter både min søvn og mit generelle velvære.”

Er der noget i forhold til din mad, der har ændret sig med alderen?
“Jeg har spist efter 8:16-princippet i flere år, men jeg er ikke rigid, jeg spiser morgenmad, når jeg er på ferie, eller hvis der er en god anledning. Jeg forsøger at få nok protein, hvilket heldigvis ikke er svært, fordi jeg elsker kød. Det, der har ændret sig mest, er, at jeg kan mærke, hvordan kroppen reagerer anderledes i perimenopausen. Kiloene sætter sig lettere, og det synes jeg ærligt talt er lidt tarveligt.”

Hvordan har din tilgang til skønhed og hudpleje udviklet sig gennem årene?
“Den har faktisk ikke ændret sig så meget. Jeg har arbejdet med skønhed i mange år, og jeg har altid haft en meget klar tilgang: Produkter skal være effektive, men samtidig respektere huden. Jeg kan næsten ikke holde ud tanken om at smøre noget på min hud, som ikke gør noget godt for den - men kun er der for duft eller konsistens. For mig handler det om rene ingredienser og respekt for hudens naturlige barriere og funktioner.”

Hvad er de vigtigste ting, du har lært om hudpleje gennem dine mange år som skønhedsredaktør og nu founder af HONEY?
“At mindre ofte er mere. At hudens barriere er alt, og at den ikke må kompromitteres. Særligt er renseproduktet gamechanger. Den må ikke strippe huden for fedtstoffer, for så svækker man hudbarrieren. En mild rensegel uden sæbe, som vaskes af med vand, er i virkeligheden fundamentet for sund hud. Når man først forstår sin hud og begynder at arbejde med den i stedet for imod den, bliver det også meget nemmere at vælge rigtigt og så behøver det faktisk ikke være så kompliceret.”

Hvilke produkter eller ingredienser vender du altid tilbage til?
“Squalane, hyaluronsyre, niacinamid, A-vitamin og EGF. Og så synes jeg, at exosomes er virkelig spændende. Man kan tydeligt mærke, når noget fungerer. Huden føles rolig, blød og i balance.”

Hvis du kunne give dit yngre jeg ét råd om sundhed, skønhed og livsstil, hvad ville det være?
“Jeg ville ønske, jeg tidligere havde forstået, hvor dejligt det er at bevæge sig og træne, men jeg ved også, at jeg ikke havde det overskud dengang. Og så ville jeg sige: vær varsom med solen. Kasket, skygge og en solcreme med certificeringer som AllergyCertified eller Svanemærket. Det er lidt af en jungle, men det er det værd.”